Johannes Sløk er i det danske akademiske univers en balstyrig provokatør, en elsket og hadet enfant terrible, men han fylder ligegodt firs og i den anledning har gode kolleger samlet en stribe artikler og afhandlinger af den fænomenalt kyndige og vittige og belæste Sløk, som gør fødselaren ære. Gode, interessante og gedigne artikler om Platon, Shakespeare, Kierkegaard, plus hans afskedsforelæsning, der handler om forholdet mellem kristendommen og "det absurde" og en artikel, der handler om julen. Bidrag, som hidtil har været publiceret rundt omkring tidsskrifter og festskrifter, som man ikke lige har for hånden. I denne udgivelse er de nu tilgængelige - de to bidrag om Kierkegaard ovenikøbet oversat tilbage fra tysk til dansk. En udgivelse, der udover titlen ikke gør stort væsen af sig selv, men som måske af aktualitetshensyn burde frem på skråhylderne netop nu.