Musik / folk

A letter home


Anmeldelser (10)


Gaffa [online]

d. 26. maj 2014

af

af

Morten Waage Johansen

d. 26. maj 2014

"Det lyder umiddelbart som et enkelt regnestykke med kun et eneste muligt udfald, når to af den moderne musikhistories bedste navne samarbejder. Neil Young bag mikrofonen, Jack White bag kontrolknapperne. Desværre kommer de på afveje og ender med et hyggeligt og okay produkt. Ikke mere".


Gaffa [online]

d. 26. maj 2014

af

af

Morten Waage Johansen

d. 26. maj 2014

"Det lyder umiddelbart som et enkelt regnestykke med kun et eneste muligt udfald, når to af den moderne musikhistories bedste navne samarbejder. Neil Young bag mikrofonen, Jack White bag kontrolknapperne. Desværre kommer de på afveje og ender med et hyggeligt og okay produkt. Ikke mere".


Jyllands-posten

d. 2. juni 2014

af

af

Maz Plechinger

d. 2. juni 2014

"Trods musikkens lave kvalitet er pladen af mindst lige så høj kvalitet som sædvanlig. Neil Young har som en gimmick indspillet en plade i en musikbås fra 1947".


Berlingske tidende

d. 26. maj 2014

af

af

Jeppe Krogsgaard Christensen

d. 26. maj 2014

"Undervejs siger Young i en (fingeret?) telefonsamtale med sin mor, at han har opdaget alle de sange, han hørte som ung. Og et coveralbum har vel aldrig før lydt lige så medtaget, eller endda mere medtaget, end originalerne. Tag bare Bruce Springsteens »My Hometown«, der i den oprindelige udgave gives med rumklang på vokalen, keyboards und so weiter. Med Young i Voice-O-Graphen er vellyden og det udbyggede arrangement skrabet væk, og tilbage står kun ordene, en susen og den gode melodi. Det fungerer på sin egen kuriøse måde".


Politiken

d. 31. maj 2014

af

af

Simon Lund

d. 31. maj 2014

"Indimellem kokser det for Young. Som altid. Hans stemme har slet ikke den dybe tone, der skal til for at vriste 'On the Road Again' fra Willie Nelson og 'Since I Met You Baby' virker bleg i forhold til Ivory Joe Henrys følsomme original. Til gengæld stikker Jack White hovedet ind i boksen på The Everly Brothers' 'I Wonder If I Care As Much' og får det musikalske ratslør til at virke som en af de smukkeste ideer, Young har fået længe. Fordi han insisterer på at finde sangenes højeste kvalitet i den lavteknologiske form".


Jyllands-posten

d. 2. juni 2014

af

af

Maz Plechinger

d. 2. juni 2014

"Trods musikkens lave kvalitet er pladen af mindst lige så høj kvalitet som sædvanlig. Neil Young har som en gimmick indspillet en plade i en musikbås fra 1947".


Politiken

d. 31. maj 2014

af

af

Simon Lund

d. 31. maj 2014

"Indimellem kokser det for Young. Som altid. Hans stemme har slet ikke den dybe tone, der skal til for at vriste 'On the Road Again' fra Willie Nelson og 'Since I Met You Baby' virker bleg i forhold til Ivory Joe Henrys følsomme original. Til gengæld stikker Jack White hovedet ind i boksen på The Everly Brothers' 'I Wonder If I Care As Much' og får det musikalske ratslør til at virke som en af de smukkeste ideer, Young har fået længe. Fordi han insisterer på at finde sangenes højeste kvalitet i den lavteknologiske form".


Berlingske tidende

d. 26. maj 2014

af

af

Jeppe Krogsgaard Christensen

d. 26. maj 2014

"Undervejs siger Young i en (fingeret?) telefonsamtale med sin mor, at han har opdaget alle de sange, han hørte som ung. Og et coveralbum har vel aldrig før lydt lige så medtaget, eller endda mere medtaget, end originalerne. Tag bare Bruce Springsteens »My Hometown«, der i den oprindelige udgave gives med rumklang på vokalen, keyboards und so weiter. Med Young i Voice-O-Graphen er vellyden og det udbyggede arrangement skrabet væk, og tilbage står kun ordene, en susen og den gode melodi. Det fungerer på sin egen kuriøse måde".


Information

d. 30. maj 2014

af

af

Klaus Lynggaard

d. 30. maj 2014

"Her har Neil Young indspillet 11 sange, han holder af, men ikke selv har skrevet. Det vi på godt dansk kalder fortolkninger. Spændende ser det umiddelbart ud på papiret, men når så Young går i kompagniskab med Jack White (der står opført som reproducer!) og de to gentlemen i sammes studie i Nashville opdager en gammel tingest kaldet en Voice-O-Graph er fanden løs, måske ikke i Laksegade, men helt sikkert på denne skive ... Selv om der er dømt kult fra første sekund, er der vitterligt ikke meget at komme efter, medmindre man er virkelig, virkelig nysgerrig".


Information

d. 30. maj 2014

af

af

Klaus Lynggaard

d. 30. maj 2014

"Her har Neil Young indspillet 11 sange, han holder af, men ikke selv har skrevet. Det vi på godt dansk kalder fortolkninger. Spændende ser det umiddelbart ud på papiret, men når så Young går i kompagniskab med Jack White (der står opført som reproducer!) og de to gentlemen i sammes studie i Nashville opdager en gammel tingest kaldet en Voice-O-Graph er fanden løs, måske ikke i Laksegade, men helt sikkert på denne skive ... Selv om der er dømt kult fra første sekund, er der vitterligt ikke meget at komme efter, medmindre man er virkelig, virkelig nysgerrig".