Den svenske journalist og kulturchef Åsa Linderborgs dagbog om at befinde sig lige i midten af metoo-bevægelsen i Sverige anno 2017-2018. For læsere af bøger om samtidshistorie, politik og medier.
Da Åsa Linderborgs udpluk fra dagbogen begynder i 2017, bor hun i Stockholm, er kæreste med den ældre P og har to voksne børn. Hun er på daværende tidspunkt kulturchef på Aftonbladet og arbejder i døgndrift. Hendes loyalitet over for sin arbejdsplads er stor, men jo mere hun skriver om metoo, jo mere ser hun en samvittighedskonflikt. Risikerer vi at betale med retssikkerheden i vores iver efter at straffe sexkrænkerne? Hendes egen avis smækker selv chefen fra Stockholms Stadsteater på spisesedlerne, og da han bliver afskediget og siden begår selvmord, rammer det Åsa hårdt. Ytringsfrihed trækker også overskrifter i Sverige, især da fx det højreorienterede tidsskrift Nya Tiders får en stand på årets bogmesse. Forfatteren har tidligere udgivet den selvbiografiske Mig ejer ingen.
En stærk beretning fra én som befandt sig i orkanens øje. Bogen er skrevet i dagsbogsform, og det gør, at man kommer ind under huden på forfatteren, hvad hun laver, men vigtigst, hvad hun tænker. Som læser sidder man tilbage med det indtryk, at der altid er to sider af samme sag, og selvom medierne og sociale medier er stærke kræfter, skal vi tænke os om, før vi dømmer andre.
Klubben skildrer selve afsløringen af seksuelle overgreb i Det Svenske Akademi.