En anderledes barndomsskildring fra 1970'ernes Sverige vil kunne få unge på samme alder til at læse med, for det er svært ikke at lade sig rive med af Åsas selvbiografiske fortælling, der har karakter af at blive en klassiker, om sin ensomme opvækst hos faderen.
Åsas forældre blev skilt, da hun var fire år, og moderen efterlod hende hos faderen, Leffe, der kaldte sig Sveriges bedste grovsmed, på stålværftet i Västerås. Han arbejdede hårdt for at opretholde et værdigt liv, gjorde en dyd ud af at gøre rent, men ellers kneb det med den personlige hygiejne, og et tiltagende alkoholforbrug gjorde situationen værre. Som 14-årig flyttede Åsa hen til moderen. Leffes liv var fyldt med modsætninger, han var ensom og følte sig ikke anerkendt, tilhørte arbejderklassen, men han kæmpede ikke for den. Han drømte sig væk til et bedre liv, imens han fyldte datteren med kærlighed, drømme og historier. Forfatteren f. 1968 er en fremtrædende kulturdebattør, og bogen er allerede solgt til mange lande.
Indholdsmæssigt minder den en del om S. Alakoski: Svinestierne, 2007 og M. D. Jakobsen: Trods, 2008.
Sjældent har jeg læst en så øm og tæt beskrivelse af en fader, der på mange måder ikke lykkedes. Morsomt og opløftende at en opvækst på velfærdssamfundets bund kan give bærbare værdier og holdninger. Et fint far- datterportræt, der kan få klassikerstatus, og som kan læses med glæde af alle.