Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Abestjernen


Beskrivelse


Niårige Jonna bor på plejehjemmet Regnfang, indtil den dag en kæmpestor gorillakvinde adopterer hende. Nu starter et nyt og anderledes liv for Jonna.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. sep. 2011

af

af

Elisabeth Bennetsen

d. 16. sep. 2011

En skæv og anderledes bog med alvorlige undertoner om et usædvanligt forhold. En bog, der måske vil fungere allerbedst til oplæsning fra 8-9 år. Forsiden er i en hyggelig og charmerende streg.

Forfatteren er svensk og har udgivet et par bøger for børn i Danmark. Sidst kom Mig, Dante og millionerne. I sit forfatterskab beskæftiger hun sig på en let humoristisk måde med alvorlige emner som venskab, identitet og ensomhed, og det gælder også denne roman. Den handler om barnehjemsbarnet Jonna, som en dag bliver adopteret af en gorillakvinde. Men ikke alene er hun gorilla, hun har også en skrotplads, og efter lidt startvanskeligheder de to imellem, finder de sammen som en lille utraditionel familie. Men byens borgmester vil bygge badeland på skrotpladsen, og sender Jonna retur til børnehjemmet. Heldigvis ender det hele med, at hun stikker af og etablerer et rullende antikvariat sammen med gorillakvinden. Sprogligt er den sikker og velformuleret og ikke uden lune. Den er illustreret i en løs Quentin Blake-agtig streg.

Bogen fik mig til at tænke på Roald Dahl, som også var anderledes, lidt bidsk og grotesk, men aldrig uden varme og lune.

Det er en lidt besynderlig og speciel bog, som muligvis ikke bliver helt let at afsætte til unge frilæsere. Her hører jeg mig selv sige: "Dette er en bog, der handler om en gorilladame, som adopterer en lille pige". Men jeg kunne forestille mig, at den ville fungere godt til oplæsning i mindre grupper.