Anden bog om Adam, hvor familien får besøg af hans sløve farbror Bent. Adam er netop blevet 8 år, og Bent skylder ham en gave. Han får en tier og en pengekat. Pengekatten har tilhørt en pirat og skulle bringe lykke. Man må bare aldrig tage den sidste mønt op - altså kan han ikke bruge ti'eren. Mens eftermiddagskaffen nydes i haven går Adam sig en tur. I en have ser han to pirater som skændes over en papegøje, som en fløjet op i et træ. Adam tjener ti guldmønter på at hente papegøjen ned, på denne måde får han fyldt sin pengekat - med chokoladepenge. Adam føler sig lidt flov over at være snydt, men man må jo tage tingene, som de kommer. Historien er fremragende illustreret med farvetegninger, som fint supplerer den lille dejlige og humoristiske historie. Bogen har en appellerende omslagsillustration med sørøveren og Adam sammen. Humoristisk letlæsningsbog i den lettere ende på lix 10. Bogen, som vil give læseren en god læseoplevelse, er skrevet i et let sprog og sat med en tydelig typografi. Fra 8 år.