Mette Winge har sit publikum, næsten ligemeget hvad hun skriver. Denne roman vil ikke være en undtagelse - den er en klassisk Mette Winge-roman, selvom den ikke har noget krimi/spændingselement.
Mette Winge er en af dansk litteraturs "grand old ladies" og skriver som altid godt. Romanen foregår i 1850 i København, og Mette Winge har valgt at bibeholde dele af sproget fra dengang, hvilket nok gør den vanskelig for nogle at læse. Den ene hovedperson er den aldrende Oehlenschläger, der på sit dødsleje skriver en smædeberetning om guldalderens øvrige kulturpersonligheder. Den anden er en yngre kvinde, Ovine, der arbejder på "Almindeligt hospital", en slags fattighus, der i 1800-tallets København var hjemsted for rigtig mange fattige. De mødtes i porten, mens Oehlenschläger endnu var rask, og han inviterede hende ind, så han kunne se på hendes hår. Han ender med at give hende sit manuskript, så hun kan aflevere det til forlægger Høst til udgivelse.
Der er ikke skrevet meget om Oehlenschläger i romanform, og dette er en god måde at sætte sig ind i både digteren og hans tid på.
Det er afgjort ikke Mette Winges bedste roman. Man bliver hurtigt træt af at høre på den gamle digters brok, og vi er allerede fra starten klar over, hvordan det ender. Men som skildring af tiden er den uovertruffen, og jeg er helt sikkert klogere på både digter og guldalder, end før jeg begyndte.