Nagels nye bog bekræfter de løfter, hans forrige prosaudgivelse gav, om øget sproglig beherskelse og fortællemæssig afslibning - han er helt enkelt ved at blive skribent, og selv om han stadiger en egocentrisk flipper, så kan han nu helt anderledes formulere, fange og skildre - her sin stræben væk fra det, som han kalder sit selvforskyldte image i København, og hen mod en eventuelskuespiller/film-karriere. At man dog for en stor dels vedkommende nærmere får på fornemmelsen, at han leger med muligheden og nyder at foretage sig alt det skægge, flippede og asociale og i flerehenseender også tvivlsomme, som man kan hengive sig til under dække af, at man søger en »kunstnerisk« karriere, det er så en ganske anden sag. Bogen fanger afgjort noget rigtigt og sandt omlivsstil og livssyn og mennesker i en bestemt sfære i The Big Apple, og uden at nå Suzanne Brøgger'sk raffinerthed - og depraverethed, så har Nagel alligevel skrevet sin hidtil prætentiøseste - ogbedste - bog, som litteraturbetragtet.