Bøger / skønlitteratur til børn / romaner

Æresdrab


Beskrivelse


Søskendeparret 13-årige Dudu og 16-årige Hassan bor i Holland i en traditionel tyrkisk familie. Da de opdager, hvorfor søsteren Nur omkom ved en ulykke, beslutter Hassan at dræbe Nurs kæreste, der er indirekte årsag til ulykken.

Anmeldelser (4)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. apr. 2002

af

af

Ulla Møller

d. 9. apr. 2002

13-årige Dudu og hendes 16-årige bror Hassan bor i Holland i en traditionel muslimsk familie. Bogen, der kan læses fra 12 år, fortæller om deres hverdag med familie, skole og venner og giver en objektiv beskrivelse af, hvorfor, det er så svært for unge indvandrere at få deres to verdener til at hænge sammen. Bogen når også rundt om temaer som tvangsægteskab, forpligtelser over for familien, kriminalitet og relationerne mellem mænd og kvinder. Der hviler en skygge over Dudus og Hassans liv, idet deres ældste søster fem år tidligere omkom under tragiske omstændigheder. Da sladderen i det tyrkiske samfund afslører for søskendeparret, hvad der skete dengang, beslutter Hassan at hævne familiens ære ved at dræbe søsterens kæreste, der indirekte var årsag til hendes død. Heldigvis griber Dudu ind og forhindrer, at Hassan bliver morder. Denne del af bogen virker en smule påklistret, men giver dog forståelse af islams æresbegreb. Mest ægte virker beskrivelsen af forholdet mellem Dudu og hendes mor. Skønt moderen hverken læser eller taler hollandsk og er underkastet sin mands traditionelle livsanskuelse, har hun en intuitiv forståelse for sin intelligente datters behov, og det er hende, der kan love Dudu, at hun må fortsætte skolegangen, der måske kan føre til drømmeuddannelsen som læge.


Bibliotekernes vurdering

d. 9. apr. 2002

af

af

Lene Nissen (skole)

d. 9. apr. 2002

Æresdrab er titlen på denne bog om den 13-årige tyrkiske Dudus problemer ved at blive integreret i en anden kultur. Handlingen i denne bog udspiller sig i Holland, men det kunne lige så godt være Danmark. Den beskriver meget flot Dudus problemer med at tilpasse sig skolen og kammeraternes forventninger, uden at overtræde de snævre rammer, som familien sætter for en pæn tyrkisk piges opførsel. Som alle unge udfordrer Dudu reglerne, og man får en fin indsigt både i, hvordan indvandrergrupper regulerer adfærd gennem beskrivelsen af hendes angst for sladder, men også i, hvordan hun og moderen nærmer sig hinanden. Gennem broderen Kadir berøres temaer som kønsroller, begrebet ære og æresdrab. Det afsløres efterhånden, at familien bærer på en hemmelighed om en storesøster, der har brudt med familieforventningerne, og derfor er død. Titlen er ikke helt dækkende for bogen, men den vil helt sikkert, sammen med det meget dramatiske forsidebillede skaffe lånere til bogen. Trods sidernes kompakte udseende er den nemt læst, sætningerne er korte, og der er mange replikker. Den vil både kunne bruges til frilæsning og i en emnekasse fx med emnet integration.


Folkeskolen

Årg. 119, nr. 43 (2002)

af

af

Pernille Aisinger

Årg. 119, nr. 43 (2002)