"Med ferm hånd inddrager Bai virkemidler fra jazzen som stimulerende krydderi: Swingende brass-power, Bais egne korte, fræsende guitarsoli og en formildende grumset lyd i det Hollywood-agtige svulmende Budapest-orkester. Men på toppen af det hele er det Bais finurlige tekster og vokalt-ironiske fremføring som forvokset, fejlslået teenager (genhør Søren Kragh-Jacobsen i 1970erne) eller grumt-manisk desperado (genhør Troels Trier i 70erne), som er produktets ærinde. Og det har unægtelig sin charme. Men (...) uanset Bais elegant underspillede humor med suveræn, frigjort rytmik og perfekt diktion i tekstbehandlingen, virker produktet (med enkelte undtagelser) mere gearet på at fornøje end på en trang til flertydigt at tumle med foruroligende ungdomstrængsler eller eksistentielle livsbarrierer. Balancen mellem det effektfulde og det indtrængende hælder skævt".