Branding-guruen Martin Lindstrøm opfordrer i denne debatbog til at oprette en "Afdeling for Sund Fornuft" i et opgør med en verden, han ser som præget af "bureaukratisk forstoppelse" og "corporate bullshit". For dem, som læser bøger om ledelse.
I bogen befinder Martin Lindstrøm sig fx i et fly i den aktuelle corona-virkelighed. Her oplever han bureaukrati, som strider mod hans sunde fornuft. Lindstrøm afslutter sit forord sådan: "Nå, men vi er nået til kogepunktet - og tiden er mere end nogensinde moden til, at vi vrister os fri af spændetrøjen og genindfører noget sund fornuft i vores liv én gang for alle". Lindstrøm har i sin bog masser af eksempler på bureaukratisk forstoppelse eller corporate bullshit, fx at blive udelukket fra sin arbejds-pc, og den eneste måde man kan nå it-afdelingens support på, er på supportens hjemmeside, eller hvad med altid at sætte medarbejdere unødigt på som "cc" i mange mails? Lindstrøm fortæller ud fra sit eget internationale arbejdsliv som foredragsholder, branding-ekspert og forfatter. Her er overskrifter som "Hvor er empatien blevet af?" og "Politik: Den usynlige spændetrøje". Martin Lindstrøm har fx også skrevet Small data.
Martin Lindstrøm er både skarp, kritisk og humoristisk i sin bog, hvor jeg bestemt vil stemme på den sunde fornufts sejr i bogens mange forskellige eksempler på unødig bureaukrati og alt for meget bullshit.
En anden ny bog er Varmluftsstrategi for begyndere.