Engelsk komedie med den fiktive radiovært Alan Partridge på glatis henvender sig til alle yndere af angelsaksisk humor og naturligvis især folk, der kender til og værdsætter karakterens meritter i radio og på tv. Filmens parodi på en radiostations virke udvider målgruppen til mennesker med interesse for medier.
Da nye ejere af en lille radiostation sætter ny dagsorden med fyringer i horisonten, holder den egomaniske radiovært Alan Partridge sig ikke for god til at hytte sit eget skind og kaste sin bedste ven Pat ud i arbejdsløshed. Ironisk bliver det Partridge, der efterfølgende må mægle, da Pat i desperation besætter stationen og holder de ansatte som gidsler! Situationen bliver ikke mindre alvorlig af, at Partridge ser en chance for at komme i mediernes søgelys. Filmen sætter ubesværet et i virkeligheden alvorligt gidseldrama op med en tumpet radiostations virke og magtkampe som bagtæppe. Den blander så at sige to genrer og kan beskrives som en respektløs og morsom blanding af for eksempel thrilleren Die hard, 1988 og det seriøse politiske drama Good night, and good luck, 2005. Tilsat komikeren Steve Coogans forrygende speedsnak.
Det ærkebritiske miljø, persongalleri og akkurate replikbehandling kan bringe mindelser om 1950'ernes velturnerede komedier fra Ealing-studierne. Og filmen er også sammenlignelig med The boat that rocked, 2009, der fortæller om skæve skæbner på en kaotisk piratradiostation.
Meget morsom og bestemt en messe værd.