Aktuel debat- og spændingsroman om blandt andet korruption og magtmisbrug, krigsførelse i tredjelande og forholdet mellem national selvbestemmelse og internationale organisationer. Desværre er redigeringen af romanen så mangelfuld, at den ikke er egnet til biblioteksbrug. Den vrimler med stave- og korrekturfejl og sproget er mange steder kluntet. Det er synd, for idéen er god, plottet lovende og romanen båret af stor fortælleglæde. Beskrivelsen af de to hovedpersoner er lykkedes bedst, mens hele det politiske magtspil virker skematisk og ikke tilstrækkeligt udfoldet. Peter er netop vendt hjem til sin Alice efter et ophold i Zamibien, hvor han har ført krig mod befolkningen i demokratiets navn, udsendt af TAA (Den Transatlantiske Alliance). Hjemme bliver han overvældet af krigstraumer og depression, og forholdet til kæresten begynder at krakelere. De bliver aktive i Nydemokraterne, en bevægelse, som vil ændre demokratiet og afskaffe inkompetence og korruption blandt politikerne. Bevægelsen truer med at afsløre en finansskandale, som involverer et olieselskab, og derfor lægger TAA pres på politikerne for - atter i demokratiets navn - at få grønt lys til at sætte militær ind mod græsrødderne. Det er Niels Fessel Juuls (f. 1977) debut.