Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Aprilsnar


Beskrivelse


Mads, Mike og Søren vil lave en joke med Sten. Han er deres lærer i matematik. De siger nogen har hugget hans cykel. Men joken slutter ikke med det.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. nov. 2000

af

af

Birgit Hald

d. 3. nov. 2000

I den anden bog i serien Mads Madsen fortæller handler det om en joke Mads, Mike og Søren laver med klassens matematiklærer i anledning af 1. april. Det er en udmærket letlæsningsbog med en sød og sandsynlig handling. Mads fortæller om sine oplevelser i et enkelt, dagligdags sprog, og teksten, der har delestreger i nogle lange, sammensatte ord og er sat i korte linier, kan selvlæses fra 9 år og eventuelt lidt før. Alle opslag er illustreret med farvelagte tegninger i en humoristisk, tegneserieagtig stil der passer udmærket til teksten og meget tydeligt viser personernes følelser. Drengenes matematiklærer driller dem tit, så de beslutter at fortælle ham at nogen har hugget hans højt elskede cykel. Læreren hopper ikke på den, og derfor er drengene nødt til at gemme cyklen for at opnå en effekt. Cyklen forsvinder helt, og næste dag er Mads' cykel væk. Faren melder tyveriet til politiet, men så afslører læreren at han selv har fundet sin cykel og taget Mads' cykel for at lave en joke med drengene Mads må ringe til politiet og fortælle at han har fundet sin cykel - og at den stod i lærerens skur!.


Bibliotekernes vurdering

d. 3. nov. 2000

af

af

Lis Mikkelsen (skole)

d. 3. nov. 2000

Første bind i serien Mads Madsen fortæller udkom i (99/51). Nu er vi nået til bind 4. Mads Madsen går i 3. klasse og er stadig ret normal. Mads og hans klassekammerater vil narre klasselæreren Steen april så de fjerner hans cykel. Inden de når at sige aprilsnar er cyklen fjernet fra drengenes gemmested, og de tror at en rigtig tyv har stjålet den. Samtidig forsvinder Mads' cykel. Det hele er selvfølgelig gensidig aprilsnar, men det gør ikke noget at læseren har gættet plottet, for det er i karakterbeskrivelsen og den lette, solidariske tone Hans Chr. Hansen har sin store styrke som forfatter. Sproget er enkelt, dialogfyldt og letlæst. Med et glimt i øjet præsenteres vi for en række sympatiske personer, og det lykkes at ramme typer vi alle kender. Torben Osteds muntre streg understøtter handlingen i den lille aprilsspøg, så den der har vanskeligheder med at læse kan støtte sig til billederne. Bogen er fin til frilæsning fra anden klasse.