Bogen har en historisk og filosofisk tilgang til sit emne. Hvordan er det kommet så vidt, at vi knokler med tungen ud ad halsen, når arbejdet nu blot er et nødvendigt onde, som hurtigst muligt skulle overstås, så vi kunne bruge livet på det sjove og udviklende? Det kan der filosoferes og skrives mangt og meget om, og det bliver der også her. Forf. er professor ved et australsk universitet. Hun har skrevet flere bøger, men oversættes for 1. gang til dansk. Arbejdsideologien er kernepunkt i kapitalistisk kultur. Den har udviklet sig fra et religiøst princip fra 1500-tallet, der nu til dags sælges på den måde, at arbejde er lig med ansvar for familie og nation samt tegn på en god karakter, mens arbejde betragtedes som nedværdigende i flere oldtidskulturer. Arbejdsmoral er også nødvendig i et samfund, hvor produktiviteten fortsat skal stige. Mærkeligt nok lykkes det at sælge disse opfattelser, samtidig med at der tydeligvis er behov for stadig færre mennesker i arbejdsstyrken, mens flere og flere produkter pånødes forbrugerne. Sideløbende slås alarm på miljøfronten. Forf. har også et interessefelt indenfor bæredygtigheden. Bogen, der er forholdsvis letlæst, er et spændende indlæg i samfundsdebatten på globalt niveau.