For interesserede i Arktis' natur, især fugleliv, klimaforhold, og naturalistisk tegnekunst.
Jens Gregersen har illustreret mange naturbøger med korrekte og smukke akvareller. I nogle bøger har han også selv skrevet teksten, senest i Årets ring, 2008. I den samme stil er her en stor bog som resultat af sommerrejser, 1999-2014, i de arktiske egne rundt om Nordpolen: Nordskandinavien, Rusland, Alaska, Canada og Grønland. Teksten bygger på dagbogsnotater og beskriver detaljeret disse næsten mennesketomme egnes natur, især fuglelivet, vejret, og miljøet under lokal og global menneskepåvirkning. Der fortælles også lidt om stedernes historie og tidligere ekspeditioner. Ca. 400 akvareller i fint farvetryk viser fugle, landskaber og stemninger.
Fuglelivet i området findes for Grønlands vedkommende beskrevet bl.a. i Mogens Trolles Grønlands dyreliv, 2012. En række af de systematiske bøger om Europas fugle medtager også arterne i Nordskandinavien, på Svalbard og et langt stykke ind i Rusland, bl.a. Politikens bog om Europas fugle, 2003, men ikke alle de arter, som Jens Gregersen har mødt. Men Gregersens bog er ikke så systematisk, mere en kombineret rejse-, fugle- og kunstbog med sine mange smukke akvareller.
En stor detaljeret og rigt illustreret beskrivelse af 15 somres rejser i klodens nordligste egne med fokus på fuglelivet.