Jerome Bruner er mest kendt som teoretiker indenfor det pædagogiske område. Her har han kastet sig over fortællekunsten. Den angribes udfra en noget anderledes vinkel end de mange andre bøger om emnet, der udkommer i disse år. Bogen kan ses som ét langt essay, hvori han konstaterer, at de fleste mennesker intuitivt ved, hvordan fortællinger konstrueres og forstås, men de færreste kan forklare, hvad der gør historier til et så kraftfuldt virkemiddel, og hvad der foregår, når vi fortæller eller påvirkes af en historie. Forfatteren indkredser fortællingens væsen. Han beskriver historier som et led i selvdannelsen, et middel for os mennesker til at skabe os selv. Som en overraskende vinkel på emnet bringer han juraen ind i billedet. Han påstår, at et felt som juraen, der normalt opfattes som objektiv, også påvirkes af den narrative kraft. En retssags udfald vil ofte være påvirket af advokaters eller vidners narrative talenter, og retssager bliver derfor ikke altid afgjort på juridiske kendsgerninger. Bogen har en filosofisk indgangsvinkel til emnet historiefortælling, og målgruppen vil være folk med en udvidet interesse for emnet samt andre, der bredt interesser sig for, hvordan vi mennesker skaber os selv og mening og sammenhæng i livet.