Bål - mad og samvær : inspiration til udeliv er en inspirations og anvisningsbog på hvordan man laver et godt bål og hvilke retter man kan tilberede over ilden og gløderne. Bogen er krydret med anekdoter fra vikingetræf, middelaldermarkeder og spejderlejre. Kan bruges af familier, skoler og institutioner.
Bogen har mange illustrationer, indholdsfortegnelse og stikordsregister. Her er anvisninger på frembringelse af tegnekul, sydesalt, røgning og helstegning. Bogen indeholder lidt om jordovne, bageplader, bålfondue, kulsvidning og saltning og et væld af opskrifter på alt fra bacon, over lammekølle, til æbleglögg. Det er retter, der tager tid. Det tager tid at lave bålet og tilberede maden. Men det er også meningen, det er samværet om selve processen og udelivet og nærværet i forbindelsen med den efterfølgende nydelse af retterne, der er i højsædet her. Hvis man søger en opskriftsbog, hvor der står præcis hvilke ingredienser man skal anvende, er det ikke denne kogebog man skal bruge. Denne kogebog er til dem, der selv kan beregne sig frem til mængde og antal. Der er også mange anvisninger på forskellige måder at tilberede maden på i fx selvbyggede ovne, med egne tørv og på spyd. Derfor er denne bog nok til de mere øvede i tilberedning af mad over bål.
Der er udgivet mange bøger om mad tilberedt over bål i 2012, fx Unger og udeliv og Ildsjæle inviterer - til mad på bål.
En god bog til inspiration til samvær udenfor med bål.