I et tilsyneladende voksenløst univers udkæmper barnet, Mumme, i denne fascinerende billedbog en anstrengende, men brav kamp med sig selv og sit alter ego, Moni, der er indbegrebet af alle hans aggressioner og frustrationer. Visualiseringen, som kommer tydeligt til udtryk allerede på forsiden, er blot en af bogens styrkesider. Fra første til sidste side bombarderes læseren med et væld af følelser og stemninger. De kraftfulde illustrationer, der twister perspektivet og leger med størrelsesforholdene, udgør i nær samklang med den billedskabende tekst en usædvanlig helhed. Det betyder, at læseren udfordres både sprogligt og visuelt på mange niveauer. Ethvert barn vil med lethed kunne identificere sig med drengen. Enhver voksen vil i højere grad kunne forstå og føle med det trodsige barn og dets kamp for at beherske raseriet. Et fint udgangspunkt for et anderledes møde mellem den voksne og barnet. Til oplæsning fra 4-6 år.