Vittig roman om den sarkastiske bartender Frank, hvis sorgløse tilværelse udfordres da hans 30-års fødselsdag nærmer sig og hans ven bliver syg. For alle der sætter pris på en underholdende og anderledes historie.
Sven Regener (f. 1961) er en tysk forfatter og musiker. Nærværende udgivelse er hans litterære debut, som blev en stor succes da den udkom på tysk i 2001. Romanen blev filmatiseret i 2003, og er siden hen blevet oversat til flere sprog. Vi befinder os i Kreuzberg Vest-Berlin i 1989. Den lettere modløse bartender Frank Lehmann (kaldet Herr Lehmann), er i dyb krise. Hans 30-års fødselsdag nærmer sig, og med det et øget pres for at opnå noget med livet. Frank hader alt hvad der er populært eller truer hans hedonistiske tilværelse (som fx forældre eller naboer), og bruger hverdagen på at undgå krav. Vi følger Frank på hans Odyssé gennem Berlins værtshuse, hvor hans møder med en række excentriske personer og en flygtig forelskelse, måske kan skabe en form for erkendelse over de valg han har truffet.
Indeholder nogle ret vittige dialoger og kafkaske situationer, som resulterer i at man som læser er godt underholdt og ofte kommer til at grine højt. Persongalleriet og tidsbilledet af det uregerlige Kreuzberg, er godt tegnet, og man forstår godt at bogen blev en international succes.
En anden skildring af de illusionsløse 1980'er finder man i Jay McInerney's Byens lys Kan i stil minde om Jens Blendstrup eller Stine Pilgaard.