Luchino Viscontis debutfilm, der har den danske titel Besættelse er en milepæl i italiensk filmhistorie, men holder også stadig som en stærk film om erotisk besættelse. Fra 15 år.
Vagabonden Gino Costa får et par dages arbejde hos kroejeren Bragana og forelsker sig i hans unge kone Giovanna. Gino foreslår, at de flygter sammen fra den gamle, primitive mand, som hun kun har giftet sig med for pengenes skyld. Hun tøver, men sammen myrder de Bragana. Dermed er lykken ikke gjort. Skyldfølelse hos dem begge får mistilliden mellem dem til at blusse op. Viscontis debutfilm markerer starten på neorealismen, hvor glamour er erstattet af hverdagsrealisme og skildringen af almindelige menneskers liv. Stilen blev udviklet med hans næste film, genrens mest radikale værk, Jorden skælver om sicilianske fiskere. Senere lavede han bl.a. mere bredt anlagte film om italiensk historie som Leoparden.
Filmen bygger løst på James Cains roman, der i alt er filmatiseret 5 gange med 1981-udgaven Postbudet ringer altid to gange med Jack Nicholson og Jessica Lange som den, der huskes. Visconti centrerer filmen om spændingen omkring forbrydelsen og i hele sin tone har den rødder til film noir-genren. Det sociale stof er ikke emnet, men står alligevel stærkt og trods sin aristokratiske baggrund har Visconti indfølende forståelse for de almindelige mennesker.
Det er en filmhistorisk central film, der dog også bør genses for sit tidsbillede og sin præcise skildring af erotisk besættelse.