Teaterstykke med rod i byggebranchen. Beton og polske håndværkere er konfliktpunkerne, og tonen er skarp og morsom på samme tid. Til læsere af ny dansk dramatik.
Stykket har beton som omdrejningspunkt. Elementet fremstilles som en vigtig historisk byggeklods i et land, hvor landbruget langsomt udfases til fordel for industrien, og de gamle levemåder og traditioner til fordel for drømmen om hastig udvikling. Vi får både historien om, hvordan cementfabrikken grundlægges i den kridtholdige jord, som har tilhørt landmænd i flere generationer. Vi ser hvordan arbejdet hos en række danske murer krakelerer under økonomisk og tidsmæssig pres, et polsk sjak tager over, og som et andet Babylon står et stort kulturbyggeri nu tilbage som en ruin, der langsomt smuldrer. Undervejs ofres flere ærlige sjæle, som ikke kan følge med tidens optimisme.
Beton er en både aktuel og interessant historie. Et relativt komplekst stykke med mange forskellige stemmer fortælles elegant, kort og præcist. Og det er sådan det skal være når dramatik er bedst. Skulle man pege på noget ærgerligt, så er det, at stykket blev spillet på landets teatre for omkring seks år siden. Udgivelsen ligger altså noget væk fra sit egentlige udgangspunkt.
Stykket minder mig om Peter Aldolphsens korte roman Machine : roman, som begynder med en dråbe olie og derfra udvikler sig.