Billedbog baseret på en Pixar/Disney-film. Målgruppen er drenge fra 4 år. Alle figurer i bogen er biler med navne og personligheder. En rød racerbil, Lynet McQueen, er lidt kæphøj og sejrssikker under et racerløb, hvor det viser sig, at han bliver slået på stregen. I en slags desperation ender han væk fra hovedvejen og via route 66 i den lille by, Kølerkildekøbing, der engang var en vigtig by. Her får Lynet flere venner, bl.a. den blå sportsvogn, Sally, inden han bliver hentet til det næste løb i Californien, som han har svært ved at koncentrere sig om på grund af Sally og vennerne i den lille by, der holder af ham, som han er. Han viser sig fra sin noble side, vinder ikke og tager tilbage til sine venner. Jeg har ikke set filmen, så jeg kender ikke "forlægget" for bogen. Sproget er ret enkelt, der er mange hovedsætninger og en del dialog. Historien fortælles enkelt med Lynet som omdrejningspunkt. Historien hænger i store træk sammen, men der er en vis indforståethed i den måde, historien afvikles på. Det er som om, der fx mangler en tydelig rød tråd i fortællestrukturen bogen igennem. Bogen vil sikkert glæde de børn, især drenge, der har set filmen, og i den situation vil bogen givetvis fungere upåklageligt. Billederne er skarpe og velbeskårne i forhold til bogens format, og de følger fint historien. Forside og bagsidetekst præsenterer fint og dækkende indholdet.