Han er dæleme blevet lummer, den kære Robin Thicke. Titelnummerets video var fuld af topløse modeller i g-streng, og på den seneste single "Give it 2 u" erklærer Thicke slet og ret til kvinderne, han har en <i>"big dick for you"</i>, mens han får Kendrick Lamar til at rappe, at han <i>"wanna feel what a feel fat ass is like"</i>. Om den påtagede potens kan man mene, hvad man vil - på hitlisterne har Thicke taget kegler. For fans vil "Blurred Lines" dog føles som business as usual: En række velsmurte og klub-venlige dance- og r&b-numre, denne gang uden lyrisk substans. Men Thicke kan grine hele vejen til banken, og man under ham det næsten, taget i betragtning, at han har været mere end ti år om at slå igennem.