Musik / rock

Brænder boksen med smukke ting


Anmeldelser (4)


Gaffa [online]

d. 8. mar. 2019

af

af

Jan Opstrup Poulsen

d. 8. mar. 2019

"Der er et stykke vej op til den mesterlige Risiko, men gruppen formår stadig at indkapsle essensen af Love Shop på et album, der veksler mellem det brændbare og mere afmålte. I indspilningsprocessen har sangskriver og indpisker Jens Unmack i højere grad inddraget bandet end tidligere. Man savner her noget af Jens Unmacks sædvanlige ærgerrighed, men til gengæld er bandet ganske enkelt formidabelt spillende ... Hos Unmack er der fortsat et voksende savn over det, der er mistet. David Bowie mindes undervejs, og i den svært vellykkede og 10 minutter lange 'Druknet Senegal vin' spejdes efter Hilmer og kigges efter Hall. Og på den måde får Jens Unmack enderne til at mødes i tekst og musik på endnu et stilsikkert album".


Soundvenue

d. 13. mar. 2019

af

af

Mads Kjær Larsen

d. 13. mar. 2019

"'Brænder boksen' er et katalog over vendinger, der bærer signaturen af Unmacks sprogtone som en fjerpryd: Der er 'natklubber i brand' og 'plasticsjæl på kassettebånd' og en dag 'kulsort som vinyl'. Signalord som 'plastic' og 'vinyl' peger i retning af Michael Strunges kuldslåede, urbane nattevisioner fra postpunk-storhedstiden først i 80'erne, hvilket er fint nok, men også lidt vel forudsigeligt. Vi kommer sandt for dyden rundt om emner, der ville have varmet mangt et koldt 80'er-hjerte (...): Selvmordet, Berlin, det grimmes æstetik, sågar en Bowie-hyldest ... Love Shop måtte gerne skrue væsentligt op for postpunk-forbindelsen i forhold til de musikalske valg og skrue ned for den, når det kommer til lyrikken".


Politiken

d. 8. mar. 2019

af

af

Kim Skotte

d. 8. mar. 2019

"Jens Unmack trækker klare linjer tilbage til 80'ernes kuldslåede poesi på et nyt Love Shop-album, der prøver at se frem ved at søge tilbage ... Nostalgi er næsten altid et problematisk brændstof, men melankolsk længsel (...) som Jens Unmack gerne søger tilflugt i, har alle dage været en kerne i Love Shop ... Jens Unmacks tekster har aldrig været mere firser-agtige end på dette album ... Tidens bagdør åbnes på vid gab til 1980'erne på 'Underdanmark', der er et af de mest uimodståelige rocknumre, Love Shop har lavet længe ... 'Brænder boksen med smukke ting' er et album, der på godt og ondt hører en anden tid til. Ikke banalt gammeldags, men med sit hjerte pantsat i en anden tids smerte og appetit. Er man indforstået med Love Shops lange historie, vil albummet give god mening og udbygge den samlede kontekst".


Weekendavisen

d. 15. mar. 2019

af

af

Klaus Lynggaard

d. 15. mar. 2019

"Pladens ni sange spænder tematisk fra det kuldslåede til det sørgmodige, fra det trodsige til det resignerede med afstikkere til noget indimellem vildt, noget indimellem næsten løssluppent. Som sædvanlig imponeres man over Unmacks evne til at skrive tekster på et dansk, der ligger milevidt over det meste af, hvad der ellers lukkes ud på vores stakkels modersmål. Der er en skarphed i teksterne, som efterlader lytteren forpustet, her spildes ikke et ord, alt står stjerneklart og ofte kulsort ... Musikalsk er Brænder boksen med smukke ting uhyre afvekslende, det spænder fra noget nær naturalistisk rock til futuristisk bippende synthpop, og der er mange fine melodier at forlyste ørerne med. Et par steder går der 1980er-stemning i dén, nok især tekstligt, men også musikalsk".