Bøger / faglitteratur til børn

Brødrene Barbarossa og piraterne i Middelhavet


Beskrivelse


Om berømte og berygtede pirater, der levede som sørøvere i Middelhavet.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. aug. 2009

af

af

Hans Radsted

d. 11. aug. 2009

Endnu en bog om pirater, som kan læses med udbytte fra omkring 12 år, men den kan selvfølgelig billedlæses før. Den kan bruges i et emnearbejde om pirateriets historie og vil også kunne tiltrække interesserede, nok især drenge.

Bogen er en del af en serie på fire, som samlet kommer rundt om fortidens pirateri. Her drejer det sig om Middelhavet, hvor dette specielle erhverv eksisterede før Kristi fødsel og tog fart igen omkring år 800, da muslimske pirater begyndte at angribe skibe fra kristne områder. Emnet behandles på 13 dobbeltopslag og med hovedvægten på familien Reis, som var aktive fra omkring år 1500. Hvert opslag indeholder en eller flere hovedillustrationer, en brødtekst og nogle faktabokse, alt garneret med sørøvereffekter som dødningehoveder og papir med afbrændte sider. Der er indholdsfortegnelse, en god ordliste og et stikordsregister. Helhedsindtrykket er dynamisk, læseren får en god piratoplevelse og mange informationer. Pudsigt nok har man valgt udtrykket "Splitte mine bramsejl" som indgang til mange af faktaboksene, men "bramsejl" er et af de få ord, som ikke er forklaret.

Bogen er speciel fordi den fokuserer på et område og på familien Reis, men der er også titler som Værd at vide om pirater af Barnaby Harward fra 2002 og Sørøvere af Neil Morris fra 2008.

Vore samlinger indeholder en del materialer om pirater, men denne kan sagtens supplere med sin mere indgående beskrivelse af netop Middelhavets pirater.