Bruden var i sort

Francois Truffauts elegante thriller fra 1968 har en suveræn Jeanne Moreau i hovedrollen som hævnende engel, og hævnen rammer en håndfuld af datidens fineste franske, mandlige skuespillere. Filmens målgruppe er derfor et frankofilt publikum med særlig interesse for den såkaldte nye bølges produkter i almindelighed og Truffauts værker i særdeleshed. Men den godt og vel fyrre år gamle thriller står på mange måder distancen og lader hånt om tidens tand, så filmen appellerer også generelt til yndere af krimi-genren samt selvfølgelig alle elskere af filmkunst.

Til en forlovelsesfest dukker en mystisk dame op og skubber en mand ud over balkonen. Senere forgiver hun en stille eksistens, myrder en familiefar med politiske ambitioner og sender en pil i ryggen på en pigeglad kunstmaler. Julie Kohler har et minde fra sin bryllupsdag, der gør hende til en sand Dødens engel.

Bruden var i sort kan ses som Francois Truffauts hommage til gysets og thrillerens mester. Filmen er meget inspireret af Alfred Hitchcocks værker, og musikken er således skrevet af Hitchcocks hofkomponist Bernard Herrmann. Men selvfølgelig mærker man også Truffauts særlige og særegne, meget filmiske håndelag. Filmen peger frem mod Tarantinos Kill Bill vol. 1 og Kill Bill vol. 2, hvor der også er en hævnende brud på spil.

Tempoet er anderledes end i moderne film, men Truffauts filmiske tæft med genialt sammenkædede billedforløb aftvinger stadig respekt og gør dette filmværk til en lille klassiker, som vil pynte gevaldigt på filmhylden.

Læs hele vurderingen