d. 23. mar. 2010
af
af
Ulrich Breuning
d. 23. mar. 2010
"Kvindens ben er som kompasser, der omkranser verden og giver den balance og harmoni!" Manden der elskede kvinder handler om en mand, der er besat af kvinder og egentlig mener, at mennesket kun opfandt arbejdet, fordi man altså ikke kan elske hele dagen! Filmen er i form en komedie, men vrimler også med filosofiske finurligheder, melankoli og den særlige galliske veltalenhed, som henrykker frankofile cineaster, og som giver denne mesterlige diskurs om kærlighedens veje og vildveje en suveræn tone af nødvendighed for alle filmelskere.
Julen 1976 er der begravelse i Montpellier. Og ligfølget består udelukkende af kvinder, som følger Bertrand Morane til sit sidste hvilested. Afdøde elskede kvinder, og kvinder elskede Bertrand Morane, hvis mange erobringer udforskes med lyst og glæde, vemod og eftertanke.
Filmens titel Manden der elskede kvinder, 1977 er identisk med titlen på den selvbiografi, som filmens hovedkarakter, Don Juan-figuren Bertrand Morane, skriver. Og den kunne såmænd også stå som overskrift på Truffauts samlede filmværk. Få instruktører har nemlig som Truffaut været optaget af at skildre kvinder i alle facetter. Truffauts anden store kærlighed er film. Og skal man nævne et tredje tema, er det en indfølt fornemmelse for barnets verden, som han suverænt indfanger i debutfilmen Ung flugt, 1959.
Meget fransk og endnu mere snakkesalig, livsklog og varm kærlighedsfilm, som formodentlig ikke et et must, men som vil pryde enhver intellektuel filmsamling.
