Positiv psykologis særlige idegrundlag, hvor den enkelte fokuserer på at udvikle sine særlige styrker, præsenteres her for en den gruppe af læsere, hvis selvudviklingsprojekt retter sig mod det karrieremæssige.
Forfatterne, der begge er tilknyttet universitetet i Melbourne, fortæller her, hvordan man kan få et bedre liv og en mere tilfredsstillende karriere, hvis man formår at finde sine helt særlige styrker, og de giver yderligere råd om, hvordan man udvikler dem. Bogen falder i tre dele. Først gøres der rede for ideen bag styrketeori, derefter vejledes der i bogens hoveddel om, hvordan man man opbygger en styrkeudviklingsplan og der gives konkrete råd om, hvordan man udvikler sine styrker. Et appendiks beskriver 24 forskellige styrker (humor, retfærdighed, åndelighed f.eks.) Der er særlige bokse i teksten med eksempler og enkelte skematiske illustrationer og bogen afsluttes med noter.
Positiv psykologi og styrketeori er oppe i ledelseslitteraturen, og denne bog falder da også et eller andet sted mellem ledelses- og selvhjælpslitteratur. Den er på den ene side solidt funderet i psykologisk teori og på den anden side serveret med en begejstring, som er uden grundlæggende refleksion.
Mads Babs I gang med styrkebaseret ledelse ligger i samme spor hvad angår indhold og tone, men henvender sig mere til et publikum af ledere.