God læseoplevelse for de litterært interesserede, som kan finde ironien i de skarpe sætninger. Da den overordnet handler om et ugengældt kærlighedsforhold vil størstedelen af læserne nok være kvinder. En lidt kedelig hvid forside, men hvor den gode bagsidetekst nok skal formidle bogen.
Esther er essayist og holder et foredrag om kunstneren Hugo. De taler (om ham) og indleder et kort forhold. Hun er betaget og han bliver omdrejningspunktet i hendes liv. Problemet er bare, at forelskelsen ikke bliver gengældt. Hun ser et håb i hver en lille ting og overbeviser sig selv om, at det skal være de to på trods af, at han har alverdens undskyldninger. Men hun ser dem ikke. Ord som "vi snakkes" forstærker blot håbet. Andersson skriver forrygende om kærligheden, og hvordan vi lyver for os selv for at blive elsket. Romanen er fortalt i 3. person, hvilket giver mulighed for refleksion og meget underspillet humor.
Romanen er en ener. Jeg kommer til at tænke på dele af Ramqvists Altings begyndelse, som også handler om kærlighedens finurligheder.
Vidunderlig læseoplevelse om kærligheden, og hvordan lidenskab kan overtrumfe enhver form for fornuft. Den gode læser vil finde bogen underholdende.