Fire unge mennesker sniger sig ind i en forladt fabriksbygning. I sig selv et creepy setup, men når vi så (næsten) ved, at fabrikken har været scene for et grusomt dødsfald for mange år siden, og når det hele tilsættes lidt stoffer og en psykisk underlig biperson, bliver det så fælt, at ivrige læsere af velskrevne skandinaviske hverdagsgys vil strømme til.
Torkil Damhaugs 5. bog rammes ind af en af fodboldhistoriens helt store begivenheder, VM finalen i 1978. Da fire unge mennesker, som har sneget sig ind på en øde fabrik, overtaler hinanden til at spærre skolens mobbeoffer, den lokale morddømte psykopats søn, inde i et koldt rum, sætter de gang i en række fatale hændelser. Handlingen afdækker flere parallelle forløb som slynger sig ind i hinanden, og skaber et spind der dækker flere årtier og slægtled. Skyld, dødsangst og nedarvede synder som knap er erkendt er virkemidlerne, og fornemmelsen af svigt en genkendelig gennemgående tråd.
Damhaug, der selv har en fortid som psykiater, har et sikkert greb om handlingen, og han bruger både personernes afvigelser og deres normalitet som spændingsskaber. Han har eminent styr på den indviklede handling og binder det hele forbilledligt sammen med VM finalen som sløjfe. Han har lidt svært ved at slippe handlingen til slut, men ikke mere end helhedsbilledet af en meget vellykket nordisk thriller er intakt.
"En femte årstid" har samme potentiale som fx Flaskepost fra P hvor handlingen også spænder over tid.