Burn your fire for no witness

"Amerikanske Angel Olsen, der ad flere omgange har samarbejdet med Bonnie "Prince" Billy, og som albumdebuterede som solo-artist med Half Way Home i 2012, udvider paletten på nærværende toer, der overordnet byder på et betydeligt voldsommere og mere ekspressivt udtryk end etteren - Olsens rigt facetterede og imponerende bredspektrede vokal er atter et uomgængeligt og stærkt dragende aktiv, men der er skruet op for vildskaben, og de elektriske guitarer fylder mere i denne ombæring".

"Burn Your Fire for No Witness er samlet set en stærk plade, men selv efter en del gennemlytninger svinger den underligt frem og tilbage. Der er momenter, hvor min opmærksomhed er let til fals, men der er satme også steder, hvor skæringerne rammer de ømme punkter. Der, hvor det gør lidt ondt, men godt. Der, hvor der skæres gennem trangen til sikre toner. Der, hvor jeg tror på og føler med Angel Olsen".

Læs anmeldelse

"Burn Your Fire for No Witness er samlet set en stærk plade, men selv efter en del gennemlytninger svinger den underligt frem og tilbage. Der er momenter, hvor min opmærksomhed er let til fals, men der er satme også steder, hvor skæringerne rammer de ømme punkter. Der, hvor det gør lidt ondt, men godt. Der, hvor der skæres gennem trangen til sikre toner. Der, hvor jeg tror på og føler med Angel Olsen".

Læs anmeldelse

"Amerikanske Angel Olsen, der ad flere omgange har samarbejdet med Bonnie "Prince" Billy, og som albumdebuterede som solo-artist med Half Way Home i 2012, udvider paletten på nærværende toer, der overordnet byder på et betydeligt voldsommere og mere ekspressivt udtryk end etteren - Olsens rigt facetterede og imponerende bredspektrede vokal er atter et uomgængeligt og stærkt dragende aktiv, men der er skruet op for vildskaben, og de elektriske guitarer fylder mere i denne ombæring".

"I al tristessen er der dog også plads til selvironi. Som når hun indleder "Hi-Five" med linjen »I feel so lonesome I could cry« - et skævt nik til verdensmesteren i weltschmerz, Hank Williams - og fortsætter: »Are you lonely too?« »Hi-five, so am I.« Musikalsk er det nummer også en slags punkrocket parafrase over den afdøde countrysanger. Derudover spænder albummet fra den helt nedbarberede "Enemy" med kun akustisk guitar til cowboyklaver på "High & Wild" og "Lights Out", der blander countrymusikkens slideguitar med elementer fra psykedelisk rock".

Læs anmeldelse

"Der åbnes dog afdæmpet med den bemærkelsesværdigt betitlede »Unfucktheworld«, hvor en enkelt guitar akkompagnerer Angel Olsens smukke, hudafskrabede stemme, der blandt andet synger »I lost my dream, I lost my reason all again«. Til den afdæmpede afdeling hører også den fine, fine »Enemy«, hvor country-inspirationen blandt andet giver sig til kende i de små knæk på stemmen. Her er også mindelser om Low og Cowboy Junkies i enkelheden, i melankolien og i den sarte, lyse vokal, der også er på færde i den tilbageholdte, men alligevel magtfulde lukker »Windows«".

Læs anmeldelse

"Det knitrer i kanten og knager i sjælen, mens Olsen stemt i mol synger: »Everything is tragic, it all just falls apart«. Ordene bliver hvisket hen over en nænsomt plukket guitar, og hele sangen ' White Fire' åbner med en længsel af Leonard Cohenske dimensioner. Men Angel Olsen behøver kun Cohen et øjeblik, for hun har rigelig af sin egen længsel efter den kærlighed, der er knækket sammen under vægten af to mennesker. Det næste øjeblik rusker hun op i sin bedrøvede tilstand og lader stemmen rase med en garagerockende guitarfuzz i ryggen, så lydbilledet buler helt ud, og man ikke ved, om højtaleren eller trommehinden springer først. Men det sker aldrig, for Angel Olsen kender effekten af at holde igen, hvor andre vil give slip".

Læs anmeldelse

"Det knitrer i kanten og knager i sjælen, mens Olsen stemt i mol synger: »Everything is tragic, it all just falls apart«. Ordene bliver hvisket hen over en nænsomt plukket guitar, og hele sangen ' White Fire' åbner med en længsel af Leonard Cohenske dimensioner. Men Angel Olsen behøver kun Cohen et øjeblik, for hun har rigelig af sin egen længsel efter den kærlighed, der er knækket sammen under vægten af to mennesker. Det næste øjeblik rusker hun op i sin bedrøvede tilstand og lader stemmen rase med en garagerockende guitarfuzz i ryggen, så lydbilledet buler helt ud, og man ikke ved, om højtaleren eller trommehinden springer først. Men det sker aldrig, for Angel Olsen kender effekten af at holde igen, hvor andre vil give slip".

Læs anmeldelse

"Der åbnes dog afdæmpet med den bemærkelsesværdigt betitlede »Unfucktheworld«, hvor en enkelt guitar akkompagnerer Angel Olsens smukke, hudafskrabede stemme, der blandt andet synger »I lost my dream, I lost my reason all again«. Til den afdæmpede afdeling hører også den fine, fine »Enemy«, hvor country-inspirationen blandt andet giver sig til kende i de små knæk på stemmen. Her er også mindelser om Low og Cowboy Junkies i enkelheden, i melankolien og i den sarte, lyse vokal, der også er på færde i den tilbageholdte, men alligevel magtfulde lukker »Windows«".

Læs anmeldelse