Cæsar skal dø

Brødrene Tavianis spændende dramadok handler om fængselfanger, som spiller klassisk skuespil. Filmen har flere målgrupper: Alle med kærlighed til kunst og teater samt mennesker med interesse for resocialisering og indespærringens problematikker. Og naturligvis yndere af Paolo og Vittorio Tavianis rige filmunivers.

Rebibbia-fængslet i Rom danner ramme om en usædvanlig opsætning af William Shakespeares Julius Cæsar. Rollerne besættes af livstidsfanger med domme for grove forbrydelser som for eksempel narkotikahandel, mord og mafiatilknytning. Fangerne går op i deres roller, agerer ægte passioneret og kommer undertiden til at fortolke og afspejle egne oplevelser. Premieren bliver en succes. Hvorefter fangerne føres tilbage til deres fængselceller! Sidstnævnte scener tilfører filmen en tristesse, som ikke ganske opvejes af efterfølgende oplysninger om yderligere kunstneriske aktiviteter for tre af de indsatte. Cæsar skal dø, 2012 vandt førsteprisen, Guldbjørnen ved filmfestivalen i Berlin. Og føjer en ny triumf til instruktørerne af Min fader, min herre, 1977, San Lorenzo-natten, 1982 og den smukke hyldest til stumfilmpionererne God morgen, Babylon, 1987.

Det er umuligt ikke at tænke på den svenske dramatiker Lars Noréns teaterstykke "7 :3", 1999, hvor fanger med nynazistisk baggrund medvirkede, og hvor det hele endte i en mordtragedie. Processen er dokumenteret i filmen "Repetitioner", 2004.

En vigtig film om kunstens Janusansigt af håb og fortvivlelse.

Læs hele vurderingen