Underholdende og spændende detektivbog for 7-10-årige, der er vant til at læse og har lyst til at gå i gang med en længere tekst.
Hovedpersonerne er hunde og katte, der ligner og opfører sig som mennesker. De tre veninder, Sylvia, Irmelin og Rosa har arbejdet sammen i en grillbar, men nu er ejeren, den kriminelle Terry blevet fængslet, og de tre piger overtager lokalerne og indretter en café ved navn "Café Mystique". Rosa skal stå for maden, og de to andre skal servere - men Irmelin har også en drøm om at synge for gæsterne. Nogen forsøger at ødelægge Irmelins sangkarriere, og der er også nogen, der prøver at sabotere caféens lækre chokolade-dessert. Nu får pigerne brug for alle deres detektiv-talenter. Heldigvis får de også hjælp af deres gode ven, politimanden P.B. Schæfer. På bagsiden er hovedpersonerne afbildet og præsenteret.
Det er en underholdende, sød og spændende historie, der helt sikkert vil fænge hos de 7-10-årige. Inddelingen i tre sammenhængende hovedafsnit og ellers korte kapitler gør bogen rar og overskuelig. Sproget er godt, præcist og målrettet. De mange fine s/h illustrationer understøtter teksten. Bogen er indbydende og læsevenlig i et handy format. Den fine forside i afstemte farver fanger straks øjet.
Læserne af denne bog vil sikkert også synes om Ida-Marie Rendtorffs detektivserie "Team A", der handler om børnedetektiverne Camille og Bastian, som har dannet detektiv-bureauet, "Team A".