Bogen ligner på mange måder en del af tidens pigebøger, en meget snakkende pige fortæller, mest om sig selv og sit liv, men også om veninderne, forældrene og skolen i konstant og usorteret stil. Lemmie har blot lidt større problemer, eller har haft. Et år tidligere flyttede hun med sine forældre fra Edinburgh til en lille skotsk by. Hun har to fantastiske veninder, hendes aparte og kreative tøjstil og ideer gør hende til noget ganske særligt på skolen, men at hun blev svigtet og nærmest mobbet ud i Edinburgh sidder stadig i hende. Hun har opfundet en storesøster Rose Rouge, som hun støtter sig til. Det afsløres først at hun er opfundet til sidst, men er sikkert allerede gættet. Hun laver det hun kalder candyflossmagi (terningekast, lykkesten mv.), og når hun har det skidt tegner hun på sig selv om natten. 80 sider henne dukker hendes plageånd op igen, men Lemmie har forandret sig, veninderne er også af en anden støbning, og Lemmie får talt ud og får både kastet skam og Rose Rouge af sig. Trods alvoren en meget overfladisk bog med personer, der ikke stikker ret dybt. Det gælder også Lemmie selv, som man aldrig for alvor engageres i eller er urolig for. Jeg synes heller ikke, at det er sjovt, selvom forfatteren prøver. Interessen afhænger af, om mæthedspunktet for denne typer bøger er nået. Forside med rette signaler, fra 11/12 år.