Cello sonatas

"Den durchscheinend silbrigen Klang dieses Instruments interpretatorisch als Ausgangspunkt nehmend, bieten Poltéra und Brautigam Brahms in größter klanglicher Transparenz dar, ohne ihren Interpretationen das nötige Gewicht zu versagen. Weder Schumann noch Brahms schätzten zu viel Vibrato, Poltéra nimmt dies ernst und lässt die Phrasen frei atmen, ohne unnötige expressive Drücker, erreicht gerade dadurch größte Natürlichkeit".

Læs anmeldelse

"Bailey and Pratt pull out the stops to ensure the undiluted espressivo in which they engage. A broadly resonant theme from Pratt underlines Bailey's pizzicato notes for the beginning of the F-sharp Major Adagio. A lovely soprano melody wafts into space, especially glowing in this performance. A plunge into F Minor marks the darkly-animated central episode. Bailey's pizzicati soon communicate as much angst as they had freedom".

"På den ene side er det imponerende, at den franske duo bestående af cellisten Jean-Guihen Queyras og pianisten Alexandre Tharaud kan skære Brahms til med skalpel, så passionen ikke bare flyder i en lind strøm, men løber som blod fra friske snitsår. På den anden side går det for vidt. I hvert fald for mig ... De to kan virkelig manøvrere sig vej gennem en fuga, men når Brahms for alvor sætter følelserne fri, bliver det for hårdt og for voldsomt".

Læs anmeldelse

"Der er lurende vrede og voldsom passion i tyske Daniel Müller-Schotts fantastiske cellotone, der står på spring ved siden af hans klavermakker Francesco Piemontesis lige så intense klaverklange på et nyt, usædvanlig godt album, hvor de to tackler Brahms' sonater. Først og fremmest er de begge fremragende musikere, der har fuld kontrol over teknik og udtryk".

Læs anmeldelse

"Her har vi en af de sjældne cd-udgivelser, hvor det hele går op i den berømte højere enhed ... Reference indspilning ... Jeg elsker denne her cd, som igen bekræfter, at man bør holde øje med Hyperion".

Læs anmeldelse

"En cd med noget af Brahms' mest fascinerende kammermusik: hans to cellosonater ... Med i købet får man hans klarinetsonate, opus 120,2 - som dog her er arrangeret for cello og klaver ... Der er i disse tre værker en egen mættet skønhed, meget karakteristisk for det brahms'ske tonesprog, og det lykkes langt hen ad vejen de to kammermusikere at få den frem".

Læs anmeldelse

"Cellisten Carl-Oscar Østerlind tager sig tid til Brahms. Fra begyndelsen af den første af Brahms' to cellosonater er der på hans nye indspilning en klar fornemmelse af roligt åndedræt. Af koncentration - og af tid til at nå frem til musikkens kulminationer ... Til sin indspilning ... har Carl-Oscar Østerlind teamet op med Danmarks nye interessante pianist Emil Gryesten, og de er et stærkt makkerpar i Brahms' varme, virtuose og vemodigt nostalgiske musik ... Samarbejdet mellem de to musikere er præget af en dyb gensidig respekt og forståelse af musikken, og fugafinalen i den mørke tresatsede sonate i e-mol fås næppe spillet bedre end af disse to musikere ... Et bemærkelsesværdigt og stærkt Brahms-album. Roligt, afbalanceret og med den ro, musikken fortjener".

Læs anmeldelse

"Man bliver lige i begyndelsen overvældet, når cellisten Nils Sylvest og pianisten Mimi Birkelund i en ny udgivelse fra Danacord tager fat på Johannes Brahms' cellosonate nr. 1 i e-mol, opus 38 ... De tager sig den tid, der får Brahms til at folde sig ud med en næsten symfonisk storhed i den mere end et kvarter lange førstesats ... Brahms suppleres fortræffeligt med tre værker af Robert Schumann ... På hver deres måde er de to komponister ... svære at stå for, i hvert fald når de bliver spillet, som Sylvest og Birkelund gør det på denne skive ... En udgivelse med ... skøn kammermusik".

Læs anmeldelse

"En ny indspilning, der fortjener opmærksomhed ikke mindst for den renhed og respekt, musikerne går til opgaven med. Balancen mellem det følelsesmæssigt svulmende og det konstruktionsmæssigt raffinerede, der er Brahms adelsmærke, iagttages suverænt. Det romantiske udtryk blomstrer, samtidig med at musikerne nysgerrigt, jævnbyrdigt og respektfuldt skaber luft om den enkelte frase".

Læs anmeldelse

"The duo fill their phrasing, rhythm and sense of momentum with bracing fresh air, bringing maximum exhilaration to a work that too often can seem to lack it. Poltéra's tone leaps and glows - yes, cellos really can sparkle; and Brautigam's, enhanced by a modern copy of an 1868 Streicher piano, has both a pinpoint clarity and extra resonance ... The programme is well-planned ... The recording's overwhelming passion, vivacity and joy, as well as its sterling sound quality, has stayed with me for days".

"[In] Brahms's First Cello Sonata ... Jean Queyras and Alexandre Tharaud, surprisingly ... creating an austerely serious performance which verges on the dull ... We miss any savagery or turbulence ... [In] the mighty Second Sonata ... the tricky, feather-light finale is negotiated with delightful refinement: Tharaud, a pianist of exquisite delicacy, is at his best here. The surprise highlight, though, are the six Hungarian Dances: aflame with character and devil-may-care virtuosity, this is Queyras at his most inspired".

"Vor lauter schäumender Krativität verschluckt Queyras aber auch den einen oder anderen Ton, sodass die Tänze stellenweise wie eilig angefügte Zugaben wirken".

"De to franske topsolister ... har foruden hver sin solokarriere spillet som duo i mange år, og når de her går ombord i Brahms, er det med fuldstændig koordineret sammenspil og meget gennemtænkte fortolkninger ... Og alligevel bliver der plads til, at musikerne giver og tager i lydhørt og legende samspil ... Som dessert får vi et fyldigt udvalg af Brahms' ungarske danse ... Queyras og Tharaud leger forførende med de ungarske rytmer, og ikke mindst cellisten har kronede dage ... Herligt".

"Beide Musiker schwelgen unverhohlen in Brahms'schen Klangwellen, was den Zuhörenden unbestreitbar begeistert. Man vermisst jedoch ein sichereres Gespür für die längeren Linien, was die überirdisch sinnlich-schönen Töne, die Müller-Schott seinem Goffriller entlockt, bis zu einem gewissen Grade wettmachen".

"To hear cellist Daniel Müller-Schott and pianist Francesco Piemontesi play these challenging sonatas with such captivating musicality and effortless technical poise, captured in alluringly natural sound, is to be reminded of the astonishingly high standards that nowadays we take almost for granted ... Müller-Schott and Piemontesi illuminate the composer's charachteristically full textures with a deftness and ardent freshness".

"Immer wieder geht der Akkordddonner los zwischen all den Melodien. Das macht die CD hörenswert, das macht Brahms' Sonaten aus. Baileys manchmal gefälliger Ton mag Geschackssache sein, aber er beherrscht ihn".

"Det begynder ellers så godt! En utrolig lækker og varm cellolyd fylder højtalerne, og Brahms' helt særlige melankolske strygerklang kommer godt ind under huden på en ... Brahms to sonater for cello samt cellistens egen transskription af klarinetsonaten (op. 120,2) indspillet af to virkelig dygtige relativt unge, danske musikere, Carl-Oscar Østerlind med den varme celloklang ... og Emil Gryesten på klaver ... Havde vi dog bare kunnet høre, hvad han spiller! For det er netop problemet ... Klaveret er placeret så langt væk i lydbilledet ... Som duetudgivelse er denne cd ikke vellykket!

"Det er svært at finde en cellist med mere fantastisk og viltert kunstnersind end hollandske Pieter Wispelwey. Det dokumenteres også på denne cd ... Wispelweys cellotone er syngende og levende som en smidig stemme, der foredrager en sang. Og skønt til tider sval og gennemsigtig brænder der til stadighed en indre glød i hans tone ... Kort sagt, kammermusik på højeste niveau".

"Subtil, mit enormer klanglichen Vielfalt entwerfen die Interpreten ein sehr persönliches Brahms-Bild, das auch die historisierende Spielweise befragt und Hörgewohnheiten herausfordert".