"Vor tids største statsmand" blev der sagt ved Churchills begravelse i 1965, men var han død som 65-årig i 1939, ville han i bedste fald været blevet husket som en journalist og historiker, der uden held havde forsøgt at skabe sig en politisk karriere. I serien Ledere i det 20. århundrede giver Dowswell et kortfattet men overskueligt og kritisk billede af Winston Churchill. I knappe, kronologiske kapitler følger vi hans liv fra start til slut, hans barndom, den militære uddannelse, tiden som krigskorrespondent og forfatter og, fra han træder ind i Parlamentet som 26 årig, hans temmelig omskiftelige karriere som politiker. Bogen giver et godt billede af Churchills personlighed, en selvsikker, brovtende mand, i egne øjne enestående og udvalgt af skæbnen, med total mangel på respekt for andre mennesker og deres synspunkter. Hans egne meninger om negre og asiater som underlegne i forhold til hvide og arbejderklassen, der kun burde have begrænset politisk magt, skurrer fælt i dag. Men Dowswell viser også det, der berettiger Churchill til en central plads i historien, hans store politiske evner som leder og strateg under 2. verdenskrig. Godt layout med mange fotos og faktabokse. Sidst tidslinie, litt./internet/filmliste. Fra 13 år.