Gaarders nye roman starter med citater om, at vi hvad kulturelt output angår har overskredet mæthedsgrænsen. Hans hovedperson, der går under det betegnende navn Lille Petter Edderkop, er et uhyre begavet, fantasifuldt menneske, hvis hjerne nærmest koger over med ideer - så frodigt, at han ikke kan standse op og give tankerne fylde i f.eks. en roman. I stedet får han så med tiden en blomstrende virksomhed ud af at forsyne forfatterspirer, der ikke har noget at skrive om, og etablerede navne, der er ramt af skriveblokade, med ideer og plots, som de kan arbejde videre med. Og som en ægte edderkop sidder han styrende midt i sit spind og spinder guld på forfatternes angst for vanærende afsløring. En kortvarig kærlighedsaffære bliver fatal (med mindelser om Max Frisch's Homo faber, da Petters datter dukker op, netop som han efter mordtrusler frygter at være blevet sat skakmat af de mange forfattere, der frygter - og hader - ham. Han skriver sine erindringer - romanen - med en bemærkning om, at jo ikke alt står til troende. Bogen indeholder prøver på plots m.v. samt eventyret om "Cirkusdirektørens datter", der bliver et ledetema i dette begavede og raffinerede spil med planer i et stykke elementært spændende kulturkritik.