"Sangskriveren og producerens mest ambitiøse og eksperimenterende udspil til dato, hvor eksildanskeren delvist giver slip på lidt af den sovekammerlige nysselighed, der prægede hendes to første album, til fordel for et mere knudret og fremmedgjort udtryk, uden at hun dog tager skridtet fuldt ud. Klavertoner, efterårsfarvede strygerflader, forskellige former for perkussion og diskrete klarinettriller er som vanligt hyppige gæster i det obelske klangrum, hvor inspirationskilder som Kate Bush, Joanna Newsom, Bat For Lashes og James Blake fortsat spøger. Et nyt og spændende supplement til udtrykket kommer i form af det sjældne gamle monofone 1930er-instrument trautonium, hvis glasagtige klange tilfører kompositionerne en ny og mere vægtløs dimension. Samtidig anvender Obel effektivt vokalmanipulation, som spalter, fragmenterer og forvrænger sangerindens stemme".