d. 10. jan. 2011
af
af
Ulrich Breuning
d. 10. jan. 2011
Louis Malles Crackers, 1984 er en slyngelkomedie fra den franske instruktørs amerikanske periode. Den henvender sig til yndere af instruktørens værker samt det publikum, der værdsætter et uforpligtende morskabsstykke. Men historien om de uheldige og ikke for kloge indbrudstyve er trods gode skuespillere nok for tyndbenet og umorsom til for alvor at interessere.
Den bedagede, knarvorne pantelåner Garvey, hvis pengepung stort set sidder fastlimet i lommeulden, skal til sin gamle mors 90-års fødselsdag. Han får installeret en tyverialarm, men det inspirerer blot hans småkriminelle omgangskreds af deciderede døgenigte til at planlægge et snedigt kup. Men alt går determineret og rusk rivende galt! Der er tale om en parodi på den type kupfilm, som Jules Dassin skæbnetungt og seriøst satte standard for med mesterværket Guld på gaden i 1954, og som fik en renæssance med Steven Soderberghs muntert virtuose drengestreger i Ocean's eleven, 2001 og dens to efterfølgere.
Filmen er "suggested by" Mario Monicellis italienske komedie "I soliti ignoti" fra 1958, men et mere præcist og sammenlignelig signalement af en slentrende stil omkring lokale særlinge genfinder man i Wayne Wangs og Paul Austers brillante sædekomedie Smoke, 1995.
Miljøet er pittoresk og karaktererne kærligt kiksede, men filmen giver ikke en nødvendig indsigt i personernes habitus og indbyrdes relationer til at skabe en troværdig og medrivende fortælling. Det forbliver manerer og overfladeskøjten.
