Personlig beretning fra læge Peter B. Paaskes om hans sygdomsforløb og kampen mod kræft. Til læsere som er ramt af kræftsygdom.
Læge og forfatter Peter B. Paaske skriver personligt og fagligt om HPV-kræft. Han er uddannet øre-næse-halslæge med egen speciallægeklinik gennem 23 år, og at han fik konstateret kræft i svælget pga. HPV i foråret 2010. Forfatteren indleder med at HPV, Human Papillomavirus, ofte forbindes med livmoderhalskræft, men at det også forårsager kræft i svælget og kan være livsfarligt, hvis ikke man får behandling. Virusset kan også forårsage kræft i endetarmsåbningen, de ydre kvindelige kønsorganer og penis. I bogen forekommer op til 22 faktabokse, figurer samt personlige billeder og billeder fra sygehusvæsenet. "I faktaboksene træder jeg ud af rollen som patient og ifører mig i stedet lægekitlen for at give faktuelle oplysninger om kræftsygdommen og behandlingen".
Der findes ikke mange bøger, hvor læger, med udgangspunkt i egen kræftsygdom, beretter detaljeret om udviklingen af et smertefyldt sygdomsforløb. Forfatteren understreger, med opfordring til forældre om at lade deres børn blive vaccineret mod HPV, at hans ærinde er, at hjælpe andre kræftramte med at komme igennem den smertefulde proces det er, at blive ramt af kræftsygdom. En informativ bog som vil være til stor gavn for andre ramte.
Jeg lever med en udløbsdato er en biografi, som er skrevet af en kræftramt læge.