Den engelske originaltitel Shine passer bedre end oversættelsen til denne lune billedbog, der har skinnende lys som symbol på samhørighed, stolthed og nærvær mellem far og søn. Jimmy skal spille Betlehemsstjerne i et teaterstykke i skolen. Han øver sig og glæder sig til, at far skal se stykket. Faderen er elektriker, og deres samvær bliver dag og nat afbrudt af hans arbejde. Nana, der ikke er Jimmys mor, sørger for den praktiske omsorg, men det er samværet med faderen, der får Jimmy til at skinne. Helt frem til den lykkelige slutning er det spændende, om far når at se teaterstykket. Da Jimmy ser, at far er i salen, står han frem som stjerne oplyst af faderens lommelygter. Teksten er kortfattet, især dialog, og er ligesom illustrationerne af skiftende størrelse. Det er især i billederne historien fortælles. Det er akvarellignende enkle tegninger, blege og skabelonagtige med et præg af bogens engelske ophav. Det skinnende lys bryder nu og da det banale, men som helhed er historien ikke særlig original. Det er en lidt stillestående ordinær billedbog om et velkendt problem mellem far/søn - til hyggelæsning for børn fra 3 år. Illustratoren er kendt fra mange billedbøger, herunder flere eventyr og senest Pist væk!, 2000.