Videnskabelig bog om MeToo i Danmark, baseret på samtaler og interview med 18 mænd i alderen 20-65 år. Mændene har forskellige baggrunde og dermed holdninger til mandens rolle efter MeToo. For læsere med interesse for samfundsforhold, magt og ligestilling.
Fagbog om tiden efter MeToo. Bogen besvarer fem spørgsmål: 1) Hvordan har MeToo påvirket danske mænd og er der sket en kulturændring? 2) Hvordan identificerer mænd sig i forhold til MeToo på tværs af forskellige skel? 3) Hvilken betydning har køn, ulige magtforhold og den gensidige afhængighed mellem leder og ansat, for at krænkelser finder sted på arbejdspladsen? 4) Hvordan kan spillereglerne for om en adfærd er krænkende eller samtykkebaseret forstås? 5) Er der rum for at dyrke erotiske fantasier om magt og underkastelse i et samfund, hvor vi vil undgå krænkelser? Forfatteren belyser de fem spørgsmål ved at inddrage forskellige tænkere / forskere fx: Mikhail Bakhtin, Georges Bataille, Simone de Beauvoir og mange andre, samt citater fra de mange interviews med de 18 danske mænd. Bogen afsluttes med fyldig litteraturliste.
Interessant og velskrevet bog, der belyser MeToo på en oplysende måde. At forfatteren har valgt så forskellige mænd til sine interview giver bogen en god bredde og belyser MeToo og mandens nye rolle fra mange vinkler. Bogen vil være oplagt at bruge i forbindelse med skriftlige opgaver.
Bogen minder om: Mænd der krænker kvinder.