Scenen er en Mercedes, og i hovedrollerne er 3 kvinder. Esther, 83 år, på vej hjem til Nordjylland for at tilbringe sine sidste år; Irene, 55 år, strid svigerdatter, opsat på at få svigermor afsat, så den behagelige tilværelse ikke forstyrres; Karina, 19 år, kæreste med Irenes drengerøv af en 33-årig søn, social-klient, på tværs og i øvrigt gravid. På vejen ændrer disse tre damer kurs, de kommer nok til Nordjylland, men deres liv er ikke mere det samme. Ulla Taylor er skønlitterær debutant, og hun kan virkelig skære en dialog. Og dialog er det faktisk ikke, det er disse 3 damers "indre monologer" vi "hører". Jeg kommer nærmest til at tænke på en blanding af filmen Shirley Valentine og så en serie (eller et teaterstykke) fra N. Werdelins ramsaltede univers. Det er nogle præcise billeder, forfatteren får sat på nethinden. Naturligvis kan man tænke "kliche", når det skildres, hvordan Karinas frygtelige, politisk korrekte baggrund fremprovokerer oprør. Men er det egentlig så forskelligt fra Esthers oprør mod udsigten til plejehjemmet? Dejlig lille skarp og læseværdig sag Dameroman? mændene må da gerne læse med!.