Da emnet er den tunge bagage fra et koncentrationslejrophold, må målgruppen generelt være de læsere, der interesserer sig for beretninger, der fokuserer på det emne. Men naturligvis også læsere af en god dansk roman, da Johansson kan tegne troværdige og gribende portrætter.
Johansson mødte vi 1. gang med romanen Signe, 2006, en stor historie om kærlighedens allervanskeligste vilkår under 2. verdenskrig. I denne har han også valgt en konkret begivenhed at skabe sin historie på. Det drejer sig om 1500 krigsfanger og deres vogtere på en flydedok, der 30. april 1945 slæbes ud af havnen i Sassnitz. Slæbebåden sænkes af allierede fly, og 4. maj strander flydedokken på Langeland. Ombord har forfatteren anbragt jeg-fortælleren, Niels-Erik Ohlsson og hans 2 venner, hvoraf den ene, Jørgen, ikke når land. Niels-Erik er nu 82 og opsøges af Jørgens datter, der vil kende hændelsesforløbet og Niels-Eriks sande rolle dengang. Johansson er ualmindeligt velskrivende, fortællingen har en næsten fragmentarisk konstruktion, idet der skiftes mellem nutid, både de stramme dialoger og Niels-Eriks flakkende tanker, tilbageblik på de ubeskrivelige døgn på havet og erindringer fra kz-lejrene. Det er lige så velfungerende, som beretningen er knugende.
Som Signe får denne stor udbredelse.
Johansson formidler temaet: at forlige sig med sin fortid og skildrer nogle troværdige figurer på bedste vis.