I andet bind af det flotte værk om dansk udenrigspolitisk historie, ligger Chr. 4 på sit dødsleje efter 60 års regeringsmagt, og de fredsaftaler man samlet kalder "Den Westfalske Fred" afslutter formelt Trediveårskrigen. I bind 2 beskrives perioden 1648-1720 af Knud J.V. Jespersen, professor ved Syddansk Universitet og perioden 1720-1814 af Ole Feldbæk, professor ved Kbh. Universitet. I første periode taber kongeriget Danmark-Norge de skånske provinser: Skåne, Halland og Blekinge, som man forgæves forsøger at vinde tilbage. Herefter sker en bevægelse mod en neutralitetspolitik, som betyder en opblomstring af handelslivet. Neutraliteten ender brat i konflikt med England, "Slaget på Reden" 1801, våbentilstand, alliance med Napoleon og krigen 1807-1814, hvor Kieler-freden betyder, at Danmark afstår Norge. Det er en både skelsættende og begivenhedsrig periode i dansk udenrigspolitik, hvor en epoke i forening med Norge ender, og den nationalpolitiske indflydelse fra syd og Tyskland mærkes mere og mere som en kommende magtfaktor. Bind 2 lever helt op til det første binds flotte afsæt og kæder forbilledligt det nære og fjerne sammen i en savnet udenrigspolitisk analyse af Danmarkshistorien. Til opgavebrug fra folkeskolens ældste klasser.