Værdien af en neuropsykologisk testning afhænger i vidt omfang af det vurderingsgrundlag, der anvendes til at forstå og fortolke testresultaterne. Flertallet af de neuropsykologiske tests, der anvendes i Danmark, er udviklet i udlandet, og størsteparten af de tilgængelige normer er udenlandske. Anvendelsen af udenlandske normer til vurdering af danske testpræstationer vil imidlertid ofte være problematisk. Der kan være tale om uddannelsesmæssige og kulturelle forskelle, der påvirker præstationsniveauet. Ved oversættelse fra et sprog til et andet kan opgaver og items ændre betydning og sværhedsgrad. Der er således meget, der taler for at anvende danske normer i det omfang, det er muligt. Siden 1970´erne er der indsamlet en anseelig mængde testnormer og referencedata i Danmark, hvoraf nogle er beskrevet i videnskabelige artikler, mens andre er forblevet upublicerede. Denne bog tilstræber at give en oversigt over foreliggende neuropsykologiske normer og referencedata for voksne danskere. Data vedrørende børn og unge er ikke inkluderet i oversigten. Heller ikke data vedrørende Wechslerprøver (WAIS-IV, m.v.) er inkluderet, idet der i forvejen er udgivet danske eller skandinaviske normer for disse prøver. For de tests, hvor forfatteren har haft adgang til flere sæt rådata, er disse lagt sammen i en fælles datapulje og bearbejdet. Nogle af testnormerne er således baseret på testning af 3-400 danske kontrolpersoner fra 20-års alderen til ca. 85-års alderen. CD-rom med ´scoringsprogram´ i Excel-format medfølger.