Findes der pyramider i Bosnien? Ja, siger denne bog. Forfatteren formidler sine indtryk og indsamlet viden fra det bakkede område, der er omgærdet af mystik. Målgruppen er læsere med interesse for rejsemål, pyramider, arkæologi, spiritualitet og konspirationsteori.
De bosniske pyramider har været omdiskuterede siden deres opdagelse i 2006. De hævdes at være verdens største og ældste, næsten 30.000 år gamle og mere avancerede end de store egyptiske pyramider. At de ikke er alment kendte og anerkendes som UNESCO-verdensarv, skyldes at stærke økonomiske og politiske interesser modarbejder projektet. Forfatteren er antropolog og alternativ behandler, har arbejdet som frivillig på stedet og arrangerer spirituelle rejser dertil. Hun gennemgår pyramiderne, udgravningsfund, spirituelle forhold og rejsetips. Fotos, kildehenvisninger og noter.
Interessant bog, der dog for nogle læsere vil rejse flere spørgsmål end den besvarer. Man vil måske savne dokumentation som fx navnene på de 6 institutter og virksomheder, der angiveligt har fået samme resultat af kulstof 14-dateringerne. Bogens forskellige aspekter, fra nysgerrig og engageret populærvidenskabelig gennemgang til spirituel turisme, afspejles i kildehenvisningerne.
Der findes kun enkelte artikler på dansk om de bosniske pyramider, derudover kan man låne en bog på bosnisk samt artikler på engelsk. Øvrig information må søges på nettet. Er man bidt af det konspiratoriske, kan Forbudt arkæologi foreslås.