En fin lille bog, der rummer en god portion humor og underfundighed samt en dyb alvor. Den er skrevet som en samling breve. En bedstefar fortæller sit barnebarn om sin ekspedition til Nordpolen for at finde De Sidste Isbjørne. Sammen med sin lille, men storpralende hund Roo drager han af sted med skuden Den Usænkelige. Ekspeditionen, som er en nødvendighed for bedstefaderen, strækker sig fra d. 4. oktober til d. 40. oktober. I dette mærkelige tidsrum oplever de to mange spændende, utrolige og farlige ting inden de når Nordpolen og finder lykken hos isbjørnene på Det store Bjørne Højdedrag. Historien er velfortalt. Den foregår i fantasien, og den er en kærlighedserklæring til livet, fantasien og eventyrlysten. Samtidig er den en trøst til drengen over bedstefaderens død. Bogen er illustreret af forfatteren med en mængde små meget detaljerede tegninger, der levende illustrerer ekspeditionens mange små og store hændelser. Der er også et meget fint kort over Hvalrosbugten på Nordpolen. Bogens omslag forestiller en pakke og passer fint til indholdet. En fascinerende oplæsningsbog, som kan anvendes fra 7-8 år. Forfatteren har skrevet billedbogen Lille Bamses ven, 1996.