Til de mange spændingslæsere, som ikke går op i den litterære fremtoning men lægger vægt på spændingselementet. Forsiden signalerer Afrika, og bogen har en fin bagsidetekst, der hjælper formidlingen godt på vej.
Romanen De skruppelløse er en uafhængig fortsættelse af Pithoimordet, som var forfatter Nybos første roman. Denne gang kommer journalist Arild på sporet af en korruptionssag, da han er i Congo for at skrive om problemerne mellem militser, regeringssoldater og lokalbefolkningen. Militsen hærger landsbyer og bortfører børnene enten til børnesoldater eller til prostitution og videresalg. Barske vilkår som fører spor til Danmark og bedrageri med u-landsstøtten. Bogen følger først og fremmest Arild, men også to bortførte børn, der hver især bliver børnesoldat i militsen samt prostitueret og videresolgt til bordel i Danmark. Der er rigtig meget spænding, men handlingen er lidt for konstrueret, og sproget er langt fra sprudlende. Som let spændingsbog skal den nok finde sine læsere.
Romanen Dragen af Kristensen handler også om korruption og svindel med ulandsbistanden uden sammenligning med sproget. Ellers er der For Guds skyld af Mehlum eller Høvsgaards Den syvende dag, som ligeledes handler om bortførelse af børn og bedrageri.
Selvstændig fortsættelse af Pithoimordet. Bogen har sin force i spændingselementet og fortællingen om Afrikas vilkår, men den taber på sproget. Man kan roligt skele til udlånet på forfatterens første roman for at få et pingerpeg om indkøbet på denne.